Niels Gamborgs online notesbog

Fuglesafari i Forsthaven

april 29th, 2014. Kategori: Foto

Efter den succesfyldte Safari i Forsthaven i sidste måned besøgte jeg Forstbotanisk Have igen 2 gange i april.

Begge gange udstyret med en smartphone med fuglesang med nogle almindelige danske arter i et forsøg på at lokke nogle småfugle lidt tættere på. Og det lykkedes over al forventning.

Fuglekonge i gran

En fuglekonge inde i den mørke granlund lokket til med Fuglekongesang. Fuglekongerne reagerede kraftigt på sangen, og var meget nysgerrige, selv efter de havde opdaget, at det ikke var en anden fuglekonge der stod bag.

Der er en del støj i billedet, men tilgengæld er det fuldstændig ubeskåret, så den er tæt på.  Linsen er Canons billige 55-250mm.

Syngende fuglekonge i busk

Her har jeg fået lokket fuglekongen ud i en busk med lidt mere lys. Toppen er rejst under sangen for at understrege signalet om, at territoriet allerede er optaget af en potent og handlekraftig fuglekonge han.

Rødhals poserer i Forsthaven

Denne rødhals sang ikke, men blev tydeligvis provokeret af den afspillede sang. Den poserede, pustede sig op og fremviste sin røde hals.

Ringdue i Forsthaven

En ringdue kigger længselsfuldt efter hunnen, der sidder inde i skyggen. Han hoppede også på hende et par gange, men desværre var der grene i vejen og det meste foregik i skyggen. Ringduen er som den eneste af fuglene på safarierne, der ikke blevet lokket til med sang.

Spætmejse i Forsthaven

En spætmejse synger aggressivt provokeret af den afspillede spætmejsesang.

Forsthaven udmærker sig med lave træer og buske, så fuglene ikke sidder højt oppe under løvtaget. Desuden er de vant til meget menneskelig aktivitet, så de er meget tillidsfulde i forhold til, hvad man ofte oplever i vild natur.

Skriv en kommentar