Niels Gamborgs online notesbog

Istapper

februar 3rd, 2013. Kategori: Foto

Efter 16 dages frost har disse sjove istapper på stranden haft tid til at vokse sig store. Istapperne er vokset frem på væltede træers grene, der rækker ud til vandkanten. Vind og bølger har sørget for en frisk forsyning af havvand, og resultatet er nogle solide istapper på trods af at temperaturen har været konstant under frysepunktet.

Først nogle istapper, der er vokset ned til en underliggende stamme, og danner tremmer af is. Istapperne er skæve, uregelmæssige og  troldeagtige. Mellem istapperne er der udkig til nogle sarte blå og grønne nuancer ude over Århusbugten.

Istapper

 

En lang række af sammenvoksede istapper, er vokset frem mellem de to stammer på stranden. En overskyet himmel giver et blødt lys uden hårde kontraster, og god mulighed for fine detaljer i både isen og himlen.

istapper strand

 

Til sidst nogle lidt mere traditionelle istapper med en vinterkold Århusbugt i baggrunden. Bemærk at istapperne på grund af østenvinden fra havet vokser skævt og hælder væk fra havet.

istapper hav

Alle 3 billeder er lysnet en tredjedel blænde i min raw editor (Canons DPP). Denne overbelysning skulle jeg selvfølgelig ideelt set have foretaget allerede under optagelsen, men så længe det er så forholdsvis lille justering kan det gøres i raw-formatet uden nævneværdigt tab af informationer i billedet.

Billederne er taget den sidste weekend med frost i januar ved stranden ud for Fløjstrup Skov.

Skriv en kommentar