Design tips

Brugervenlighed

Udnyt konventionerne på Internettet.Det giver brugeren overskuelighed.

Brugervenligt webdesign

Brugervenlige tekster

Mange undersøgelser peger på, at de fleste brugere ikke læser vores sider, de skimmer dem. De stopper kun op og læser, hvis noget fanger deres interesse.

Ud fra denne viden kan man opstille en række simple regler for at skrive brugervenlige tekster til Internettet.

  • Fremhæv links
  • Tekstafsnit og sætninger skal være korte
  • Brug mange beskrivende overskrifter
  • Brug punktopstillinger
  • Skriv konklusionerne øverst på siden

Fremhæv dine links

Brugerne leder efter links. Fremhæv derfor links med tydelige farver og understregninger, så er de lette for brugerne at genkende.

Brugernes øjne fanges af links. Derfor skal linkteksten være beskrivende, så brugerne hurtigt kan finde det de leder efter. Brug derfor aldrig indholdsløse ord til links (f.eks. "klik her").

Besøgte links kan tones lidt ned, så de ikke får samme opmærksomhed som ubesøgte links. De skal dog stadig være så tydelige, at loyale brugere også kan finde linksene, næste gang de kommer på besøg.

Tekstafsnit skal være korte

Det er sværere og mere trættende at læse på en skærm. Derfor skal teksten deles op i små dele. Det gør vi ved både at skrive korte sætninger og korte afsnit.

Lange afsnit tager pusten fra brugeren, og lange afsnit er svære at scanne.

Når dine tekster er klar til publicering, så gennemgå dem kritisk en gang til, og skær dem så ned til halv størrelse.

Brug mange beskrivende overskrifter

Brug overskrifterne til at dele teksten op i mindre og mere fordøjelige enheder. Diskutér kun 1 pointe under hver overskrift.

Overskrifterne skal være beskrivende for at give brugeren informationer om indholdet. Mange overskrifter gør det let for brugeren at både skimme og scrolle sig gennem indholdet, og finde det han leder efter.

Overskrifterne skal også bruges til at skabe hierakier i teksten. Store overskrifter øverst på siden, viser at indholdet er vigtigt. Mindre overskrifter længere nede angiver mindre vigtige eller underordnede informationer.

Punktopstillinger

Punktopstillinger er hurtige at skimme, og dermed gode til at skabe overblik.

Da hvert punkt også ofte indeholder en hovedpointer er det også en god måde at strukturere indholdet på.

Pas på med at fylde for mange punkter på listen. 3-5 punkter er optimalt.

Skriv konklusionerne øverst på siden

Skriv det vigtigste først for at fange brugerens opmærksomhed. Gammelt jounalistisk trick, der giver brugervenlig tekst.

Hvis brugeren finder konklusionen interssant, læser han videre ned i teksten, hvor du så kan uddybe, argumentere, diskutere og dokumentere.

Andre råd om brugervenlige tekster

Jo længere og mere tung en tekst er, jo vigtigere er det, at den er brugervenlig.

Hvis en tekst er meget lang, skal den måske deles ud over flere sider.

Alle tekster skal kunne læses uafhængigt af andre sider på websitet. Søgemaskinerne linker ofte direkte til undersider, så man kan ikke forudsætte, at brugeren har læst andet på sitet. Hvis der er andet på websitet som er vigtig for forståelsen, skal du istedet linke til det.

Lix og Lix-tal

Lix står for læsbarhedsindex, og dækker over en mere matematisk tilgang til læsbarhed og brugervenlige tekster.

Lix-tallet beskriver, hvor let en tekst er at læse. Et højt Lix viser at teksten er svær at læse og et lavt Lix viser at teksten er let.

Lix-tallet får man ved at tælle ord, lange ord og punktummer i en tekst. Disse tal sættes ind i en formel for beregning af Lix:

LIX = O/P + (L*100)/O

O = antal ord i teksten.
P = antal punktummer i teksten.
L = antal lange ord (over 6 bogstaver lange).

Check dit LIX i min Online Lixberegner. (åbner i nyt vindue)

Lix indeholder dog en række unøjagtigheder, som man skal være opmærksom på. F.eks. skelner lix ikke mellem lange og meget lange ord.

Lix siger heller ikke tekstens læselighed, altså hvordan teksten er at læse rent fysisk. Læseligheden handler blandt andet om typografi og skrifttyper.

Læs meget mere om Lix, lixtal og læsbarhed på min blog.

Hvad er brugervenlighed

Det er der skrevet mange og gode bøger om.

Lad os se hvad 2 af eksperterne siger om brugervenlighed og tekster på nettet.

Jacob Nielsen

Jacob Nielsen er en af de gamle drenge i branchen. Han kan stadig provokere med sit "anti grafiske design".

Men Jacob Nielsen har oftest fat i den lange ende, og hans konklusioner er altid veldokumenterede.

Jacob Nielsens opskrift til tekster, der er lette at skimme:

  • Fremhæv nøgleord med feks Fed eller Link
  • Brug meningsfyldte overskrifter
  • Brug listepunkter
  • Start med konklusionerne
  • Halvér antallet af ord

Jacob Nielsen på nettet

Steve Krug

Ifølge Steve Krug kan brugervenlighed koges ned til:
"Don't make me think!".

Det skal hele tiden være indlysende for brugeren hvor han er, hvad der er vigtigst og hvad han kan.

Steve Krugs top 5 til at designe sider beregnet til scanning:

  • Lav et klart visuelt hieraki på hver side
  • Udnyt konventionerne
  • Del sider ind i tydeligt definerede områder
  • Gør det åbenlyst hvad der er klikbart
  • Minimé nr støj

Se min anmeldelse af Steve Krugs fantastiske bog om brugervenlighed. Anmeldelse: "Don't make me think!"